Kompressionsstrømper til løb: Myter og fakta
Kompressionsstrømper har i efterhånden nogle år været brugt flittigt blandt elite-og motionsløbere indenfor langdistanceløb.
Hypotesen er, at kompressionsstrømper og andet kompressionstøj kan forbedre din præstationsevne, optimere din restitution.
Det er muligt at kompressionstrømper også forebygger overbelastningsskader som skinnebensbetændelse og akillesseneproblemer.
Alt dette lyder jo som en drøm for de fleste løbere uanset formål med løbetræningen.
Men er det for godt til at være sandt?
More...
Producentens siger…
Før vi går i gang med en gennemgang af de videnskabelige studier inden for kompressionsstrømper og kompressionstøj, skal vi se, hvad producenterne siger.
Det fremgår af deres hjemmeside, at du kan forbedre din præstationsevne med hele 5 % ved at bruge kompressionsstrømper.
Screenshot fra producentens hjemmeside.
Endvidere kan du forkorte din restitutionstid samt forebygge en række overbelastningsskader ved at benytte kompressionsstrømper.
Dette positive udbytte skulle ifølge hjemmesiden ske pga. et øget blodflow gennem underbenet. både i hvile og ved fysisk aktivitet.
Derudover skulle du gerne opleve færre muskelvibrationer under fysisk aktivitet.
Ved at øge presset på kroppens blodkar er hypotesen, at blodet lettere kan komme ud i musklerne samt tranporteres tilbage til hjertet.
Denne stigning i blodflow sikrer en bedre iltafgivelse ude i muskler og senevæv samt en forbedring i mælkesyretransporten rundt i kroppen.
Der er på hjemmesiden angivet to kilder foruden “egen forskning.”
Dog er kildeangivelsen utrolig upræcis, så det vil kræve et lidt af et detektiv arbejde at finde frem til den rigtige kilde (hvilket dog muligvis alligevel er lykkedes mig!:-)!)
“Study of Technische Unversitat Dresden” og “Published in The Journal of Strength and Conditioning” er så upræcise kildeangivelser som det næsten kan blive…
De videnskabelige studier siger…
Desværre ligger der pt. ikke alt for mange studier på området.
De studier, som er gennemført og publiceret, kredser primært om to af de tre emner, der også berøres på hjemmesiden nemlig;
- Brugen af kompressionsstrømper og kompressionstøj i forhold til forbedringer i præstationsevnen
- Brugen af kompressionsstrømper og kompressionstøj i forhold til forbedringer i restitutionsevnen
Der er lavet forsøg både indenfor styrketræning og løb, og det er selvsagt sidstnævnte, der har den største interesse.
Forskelle i forsøgspersonernes træningstilstand og brugen af forskelligt kompressionstøj gør ikke tolkningen af resultaterne lettere.
Du får ikke desto mindre får du mit forsøg her!
Kan kompressionsstrømper forbedre din løbetid?
Ja, i følge producenternes hjemmeside, men resultater fra videnskabelige studier giver et mere mudret billede.
Det studie, der sandsynligvis bliver refereret til på producentens hjemmeside, er et studie fra 2009 af en tysk forskergruppe.
Forskerne testede 21 moderat trænede løbere med og uden kompressionsstrømper på løbebånd.
Løberne skulle udføre en såkaldt trinvis løbetest til udmattelse.
Dvs. en løbetest, hvor forsøgspersonen starter ved lav hastighed, hvorefter hastigheden øges indtil løberen “falder” af båndet.
Resultaterne viste, at løberne med kompressionsstrømper løb cirka 5 % længere end uden kompressionsstrømperne (uden: 36:44 med: 35:03).
Så langt så godt for producenterne af kompressionsstrømper.
Problemet er blot, at intet motionsløb i verden bliver løbet som en trinvis forøgelse af hastigheden.
Derimod altid handler om at løbe en given distance på så kort tid som muligt.
I et studie fra 2011 af Ali og hans kollegaer, undersøgte forskergruppen netop, hvorvidt kompressionsstrømper kunne forbedre præstationsevnen i en 10km test.
Gruppen af forsøgspersoner bestod af 9 meget veltrænede mandlige løbere og 3 kvindelige løbere.
Løberne gennemførte fire 10km løb på en 400m indendørsbane med kompressionsstrømper af forskellig trykstyrke samt en kontroltest uden trykstyrke.
Der var ingen markant forskel i præstationsevnen mellem de 4 testløb!
Der er altså intet, der entydigt indikerer at kompressionsstrømper kan forbedre præstationsevnen hos langdistanceløbere.
Jeg vil dog vurdere, at der skal flere studier til endeligt at kunne bekræfte, at kompressionsstrømper ingen effekt har på præstationsevnen hos løbere.
Kan løbepræstationen forbedres indirekte?
Flere studier har fundet tegn på, at der måske alligevel kan være forbedringer at hente ved at bruge kompressionstights i nogle situationer.
I et studie fra 2006 på veltrænede løbere fandt Bringard og hans kollegaer en forbedret løbeøkonomi ved 12km/t hos løbere med kompressionstights.
På hastighederne 10, 14 og 16km/t var der dog ingen forskel mellem de to testsituationer.
I samme studie fandt forskerne en reducering på hele 36 % af den såkaldte “slow komponent” under en 15min løbetest.
“Slow komponenten” er den stigning i iltoptagelse og dermed puls, der forekommer over tid.
Et fald i “slow komponenten” indikerer, at kroppen er bedre til håndtere det øgede arbejdspres ved langvarigt arbejde.
Det betyder, at kompressionstights kan forbedre præstationsevnen i lange løb som f.eks. halvmarathon og specielt marathon pga. reduceringen i “slow komponent.”
Kan kompressionsstrømper forbedre din restitutionsevne?
Det korte svar er her; Tja.
Der er ihvertfald noget der tyder på, at kompressionsstrømper kan mindske muskelømheden efter løb.
Også selvom resultaterne ikke er 100 % entydige.
I et studie fra 2007 af Ali og hans kollegaer udførte 14 moderat trænede løbere et 10km løb med og uden kompressionsstrømper.
24 timer efter løbet blev muskelømheden evalueret.
Det viste sig, at 13 ud 14 løbere rapporterede om muskelømhed efter 10km løbet uden kompressionsstrømper.
Blot 2 ud af 14 oplevede muskelømhed efter testen med kompressionsstrømper.
I et senere studie fra samme forskergruppe på veltrænede løbere fandt man dog ikke nogle forskelle i muskelømhed efter 40min moderat løb.
En nærliggende tanke er, at resultaterne skal tilskrives forskelle i træningstilstand.
De veltrænede løbere har været trænet til at modstå den store belastning på underbenet.
Hvorimod de moderat trænede løbere ikke haft samme modstandsdygtighed. Dermed har de heller ikke den samme muskelstyrke til at kunne modstå den store belastning.
Kompressionsstrømper kan aflaste ved stor belastning
Flere studier bekræfter at kompressionsstrømper kan aflaste muskulaturen under intensiv belastning.
Forskellige forskere har testet for muskelømhed efter f.eks. tung styrketræning, springtræning og høj intensive sprinter.
Der er altså en del der indikerer, at kompressionsstrømper kan reducere muskelømheden i de tilfælde – og kun de tilfælde – hvor muskulaturen bliver sat under pres.
Dette kunne f.eks. være under et marathonløb.
Kompressionstrømper kan mindske muskelømheden efter løb pga. en reducering i muskelvibrationer under landingsfasen.
De eksakte mekanismer bag er dog et åbent spørgsmålstegn.
Hjælper kompressionstrømper på mit løb?
…både ja og nej!
Nej, fordi der endnu ikke er noget som tyder på, at du kan forbedre din præstationsevne ved brugen af kompressionsstrømper.
Dog er strømperne ikke testet under meget langvarige løb som f.eks. marathonløb.
Ja, fordi en del forskning tyder på, at brugen af kompressionsstrømper kan være med til at reducere muskelømheden.
Dette kan speede restitutionsprocessen op efter f.eks. et marathonløb
Hvis du har fået noget ud af dette indlæg, så del det gerne på de sociale medier med dine løbevenner.
Læg en kommentar hvis du har spørgsmål eller input til indlægget.